Kræftens Bekæmpelse, Lemvig Lokalforening
Lokalforeningen arbejder med overordnet målsætning - Ingen skal stå alene med kræft og også med en målsætning om - Godt liv efter kræft.
Vi forsøger i Lokalforeningen at understøtte disse mål. Det gør vi med at tilbyde samtale med en rådgiver fra Kræftens Bekæmpelse her i Lemvig en gang månedligt. Forskellige løbende tilbud, hvor man samles hver eller hver anden uge sammen med vores faste tovholdere og ligesindede. Her tilbyder vi cafe, som er for både kvinder og mænd, kreativ kvindegruppe og mandegruppe.
En gang månedligt tilbyder vi at mødes i senfølger netværk, som er for både kvinder og mænd. Vi tilbyder som noget nyt fra 2023 kvartalsvise netværksmøder for unge kræft - det kan være enlige eller familier med børn.
Vi arrangerer 2-3 udflugter om året og derudover 2 særlige udflugter, som er målrettet unge kræftramte familier med børn.
Fra foråret 2024 er der oprettet nyt netværk for pårørende til kræftramte. De mødes 3. onsdag i måneden kl. 18.30 i De Frivilliges Hus.
Udover disse tilbud, som er for målgruppen: Kræftramte, pårørende og efterladte har vi andre tilbud, hvor ALLE er hjertelig velkommen.
Ugentlige gåture under konceptet "Gå sammen i naturen" - starter fra De frivilliges Hus hver tirsdag kl. 13.30.
Aktiviteterne holder typisk pause i skolernes sommerferie.
Vi indbyder til foredrag 2-3 gange om året, hvor ALLE er velkommen. Vi er med ved Stafet for Livet, Lyserød lørdag, Knæk cancer og Torvemarked ved Claudis Have.
2 gange årligt arrangeres familie dage i Klosterheden - typisk påske- og juletema. Disse familie dage arrangeres i samarbejde med Naturstyrelsen og den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening.
Alle både børn og voksne er meget velkommen.
Ind imellem opstår ekstra tiltag. Eksempelvis er vi med til rygestop kursus i skoven "Kvit i det fri" sammen med kommunen og Naturstyrelsen.
Vi indgår rigtig gerne i fællesskaber med andre forskellige foreninger om aktiviteter. Ligesom vi samarbejder meget sammen med Sundhedsfremme og Forebyggelse i Sundhedshuset, Lemvig.
Lokalforeningen er med i gruppe sammen med Klimatoriet og andre foreninger om Lemvig kommunes klimamål 2030. Første tiltag er servering af klimavenlige smagsprøver ved stafet for livet 2022.
Vi samarbejder meget med Frivilligcenter, Lemvig om forskellige opgaver og tiltag.
Politisk har vi i disse år særlig fokus på pårørende såvel voksne som børn og unge.
Vi indgår i projektgruppe med Lemvig kommune og DGI om tobaksfri udearealer. Senfølger efter kræft er også et område vi har særligt fokus på, dels med senfølger netværket, men også bredere set i samspil med regionsudvalget.
Generelt følger vi hvad der både nationalt og lokalt sker omkring kræftområdet.
Vi er altid åbne for nye ideer i relation til kræftramte, pårørende og efterladte - men også andre tiltag, som vi kan anse for forebyggende tiltag.
Lokalforeningen har sat nyt særligt fokus på senfølger efter kræft samt mental sundhed. Arrangementer om mental sundhed vil blive tilbudt alle interesserede.